Danmarks nye portal om glutenallergi og laktoseintolerans

Rema1000 - flere glutenfri og laktosefri varer

- flere glutenfri og laktosefri varer.



Rema 1000 øger fokus på glutenfri og laktosefri produkter


Som nogen sikkert har bemærket har de ca 210 danske Rema 1000 gradvist fået flere og flere produkter til os, der ikke tåler gluten eller laktose. Rema 1000 har generelt en del fokus på både sundhed/fødevaresikkerhed - samt på ansvarlighed/miljø, og også indenfor cøliaki-venlige varer kan vi formodentligt forvente endnu mere.

Glutenfri-laktosefri.dk var i januar på besøg hos kædens danske hovedkontor i Horsens, hvor vi fik en god snak med bl.a. et par indkøbere.

Skal man give en kort sammenfatning af Remas stilling i forhold til glutenfri og laktosefri varer, må det være at man viser stor interesse for emnet og har sat sig godt ind i området, ligesom man gerne vil forøge antallet af varer i den udstrækning det kan løbe rundt økonomisk - og kan finde plads i de forholdsvis små butikker. Af særlig interesse kan nævnes:

  • Sortiment
    • Med tilføjelsen af bl.a. brødblandinger og pasta har Rema 1000 nu et pænt udvalg af gluten/laktosefrie specialprodukter (samt en lang række andre sikre produkter), ligesom man med mellemrum har partivarer indenfor området. En del af sortimentet er faste varer, hvilket vil sige at alle kædens butikker fører dem, mens resten er frivillige - altså op til den enkelte købmand.
    • Hører man om en vare i en Rema-butik - eller finder den i SikkerMad-databasen™ SikkerMad-databasen™- men ikke kan  finde den i sin lokale butik er det sandsnyligvis en frivillig vare, som man så er velkommen til at bede købmanden om at skaffe hjem. Det skal understreges, at det så er op til den enkelte købmand om han vil gøre det.
  • Placering
    • Rema har ingen planer om at samle f.eks. alle de glutenfrie varer i en separat afdeling, så f.eks. melblandinger vil være at finde hos de øvrige bageartikler
  • Skiltning
    • Der er på nuværende tidspunkt heller ikke planer om at lave hyldeskiltning i stil med f.eks. Løvbjergs.
  • Økonomi
    • Som nævnt er der en vis interesse for at udvide sortimentet yderliger. Hos Rema 1000 er man godt klar over at der er mange danskere med cøliaki og/eller andre fødevareproblemer, som gerne vil kunne handle i den lokale butik, ligesom der også landt ikke-cøliakiere er en tendens til en stigende opmærksomhed på at vi måske ikke har godt af alt for meget hvedemel og gluten.
    • Nu skal det jo også kunne løbe rundt for butikkerne, og her ser man altså eksempler på at visse produkter har en stor forhåndsinteresse med mange opfordringer til at føre dem. Når det så endelig kommer på hylderne er det ikke altid interessen udmunder i at folk rent faktisk køber dem.
    • Der er eksempler på varer, som sælges i ca 200 eksemplarer pr uge,hvilket ikke engang er én pr butik, hvorfor man er påpasselig med produkter der ikke er langtidsholdbare - såsom mejer/køleprodukter. Vil vi have disse produkter på hylderne skal vi altså også vise viljen til at købe dem, så de bliver ved med at føre dem
    • Dette gælder næppe kun Rema 1000, så her vil vi gerne komme med en opfordring:
    • "Når din lokale butik får nye 'sikre' fødevarer på hylderne, så køb dem der. Tag en laktosefri fløde og en pose glutenfri pasta (eller hvad det nu kan være) med i kurven når du handler. Tag dig også tid til at fortælle købmanden, hvor glad du er for, at de har netop disse produkter på hylderne.
      Mangler de et produkt, så spørg om de kan skaffe det hjem, og giv i det hele taget udtryk for dit behov, din interesse og giv samtidig købmanden et skulderklap.

      På den måde er vi på en positiv måde med til at holde gang i forsyningerne (og dermed fordøjelsen)"

Vær med til at vælge nye glutenfri og laktosefri varer i Rema 1000

En håndgribelig ting vi fik med os hjem er, at vi er blevet opfordret til at komme med forslag til nye produkter, vi gerne ville se på hylderne i Rema 1000.

Mere præcist har vi lovet at komme med en liste på fem specifikke produkter - altså ikke f.eks. 'En mørk brødblanding' eller 'laktosefri is' men et navngivent produkt. Rema vil så se på listen og overveje, om man vil forsøge sig med dem. Der er naturligvis ingen garanti for, at man rent faktisk vil vælge at føre disse produkter, men interessen er der, så vi sender nu bolden videre til jer - vores brugere.

Vi har nu åbnet en tråd på forum, hvor forslag - og gerne begrundelser - modtages, og efter en periode vil vi så lave en afstemning og sende de fem højsteplacerede produkter videre. Besøg vores forum her (brug dit login fra www.glutenfri-laktosefri.dk - eller send os en mail med dit forslag.